ABOUT ‘PEDIOPHOBIA’

[For English summary scroll down]

Pediophobia er et originalt værk, der fremelsker samfundsmæssige tabuer og dyrker soniske kontraster.

Lyrisk kredser Pediophobia om emner som moderskab, identitetskrise, abort og selvmord og belyser dermed en lang række tabuer, som pladens tekstforfattere Julie Vestergaard Nissen og Maria Hammelsvang Pedersen mener, bliver negligeret alt for ofte. Begrebet ”Pediophobia” bruges om sindslidelsen ”fear of dolls”, men fortolkes på pladen i retningen af ”fear of motherhood”.

Titelnummeret ’Pediophobia’ er essensen af den identitetskrise, som forsanger og guitarist Julie Vestergaard Nissen befandt sig i det første år efter, hun var blevet mor. Den handler både om at gå fra at være barn til voksen, og fra at være et frit menneske til at blive berøvet sin frihed – men stadig stå til ansvar. Sangen handler også om de tabuer, som desværre stadig er forbundet med moderskab. Selve begrebet ”pediophobia” betyder ”fear of dolls”, og det begreb har bandet fortolket videre i retningen af angst for moderskab og dermed fundet det eksistentielle nulpunkt, som var nødvendigt at ramme, førend de kunne skrive musik igen.

Hvor 1. singlen ’Pediophobia’ markerede en identitetskrise forbundet med moderskab, er 2. singlen ’My Body Is A Cave’ udsprunget af de frustrationer, der ophobede sig under forsanger Julie Vestergaard Nissens barsel. Selvom sangen er et slags vredesudbrud, rummer den også erkendelsen af, at det er vigtig at prøve at nyde nuet, da intet varer evigt. Man kommer altid igennem dagen, og når man vågner næste morgen, er natten som regel glemt.

Forsanger Julie Vestergaard Nissen uddyber:
Inspirationen til vores nye plade Pediophobia stammer ikke direkte fra vores døtre, men dét at blive mor har været katalysator for at dyrke begrebet og fortolke det i retningen af ”angst for moderskab” – noget, man desværre ikke taler særligt åbent om herhjemme. Lyrisk udgør alle pladens sange tilsammen en kort novelle, der tager læseren med gennem en udvikling fra det chok og den identitetskrise, jeg befandt mig i gennem både graviditet og barsel i retningen af erkendelse og accept af, at nu kommer livet til at ændre sig for altid. Historien har ikke en happy ending men en åben slutning, der smager på den ultimative konsekvens: Det eksistentielle vakuum.

Novellen kan man læse i vinyl-coveret.

 

About ‘Pediophobia’:
Comparisons like Sonic Youth, The Breeders, and PJ Harvey are inevitably called to mind when listening to Pediophobia, and while Darling Don’t Dance has learned a lot from its forerunners, the band are secure in their own musical style. Darling Don’t Dance revel in dissonant noise textures, and aren’t afraid to showcase a beautiful melody either – a combination that defines the compositional style of Pediophobia.

Lyrically, Pediophobia tackles subjects such as motherhood, identity crises, abortion, and suicide, thereby highlighting numerous taboos that the album’s lyricists, Julie and Maria, think are all too often neglected. “Pediophobia” literally translates to “fear of dolls,” although in the context of the album it more directly suggests “fear of motherhood.”

As singer Julie Vestergaard Nissen explains: 

“The inspiration for our new album Pediophobia doesn’t stem directly from our daughters, but becoming a mother has been a catalyst for cultivating and translating the concept of “anxiety about motherhood” – something that, unfortunately, isn’t talked about openly enough in everyday life. Taken together lyrically, all the songs on the album make up a short story that takes the reader through a progression from the shock and the identity crisis I experienced through both pregnancy and maternity, to the recognition and acceptance of the fact that my life had now changed forever. The story doesn’t have a happy ending, but rather an open ending, returning to an inescapable consequence: the existential vacuum.”